Fra din valgte kommune kører vi med bus til lufthavnen, og du får hjælp med check-in af vores lufthavnsguide, hvis der er brug for det.
Flyet går direkte til Zagreb, hvor vores danske rejseleder venter i lufthavnen og kører med i bussen til hotellet i Bled. Det tager ca. 2 timer.
Vi går en tur sammen i den gamle kurby Bled, hvor vi bor. Langs søen går en hyggelig promenade, og her er caféer, restauranter og små butikker. Din rejseleder udpeger de vigtigste steder, så du føler dig hjemme fra start. En af de store attraktioner ved søen er naturligvis sejlture i de smukke omgivelser. Det skal vi også opleve i traditionelle træbåde kaldet pletna. Vi vugger afsted med udsigt til byen, bjergene, øen og vandet.
Vi slutter med en frokost, hvorefter vi kan gå sammen tilbage til hotellet, hvis du da ikke har fået mod på at snuse lidt mere til alpestemningen i byen.
Vi kører i bus fra hotellet til Sloveniens hovedstad Ljubljana. Historien går helt tilbage til romertiden. Byen gennemskæres af floden Ljubljanica, og fine broer som Triple-broen og Dragebroen får byen til at hænge sammen. Her er smuk arkitektur, skønne pladser og en gammel bydel med brostensbelagte gader og masser af stemning. På en bakketop ligger Ljubljana Slot med fantastisk udsigt.
Vi udforsker byen sammen, og der er også tid på egen hånd til at gå rundt og snuse og få et første indtryk. Nogle vil nok bruge en af fridagene på at tage tilbage til den smukke hovedstad.
En af de helt store naturattraktioner i Slovenien ligger kun en kort køretur fra Bled. Det er kløften Vintgar, der er 1.600 meter lang og op til 250 meter dyb. I bunden af Vintgar bruser floden Radovna, der forlader kløften ad et 13 meter højt vandfald. Lidt af en spektakulær exit! Bemærk: Gåturen i selve Vintgar-kløften er ca. 1,6 km lang. Den samlede gåtur er ca. 3,5 km - men i fladt terræn.
Vi kører dertil i bus og går ad træbroer, der dels er monteret på siden af klipperne, dels går hen over floden, så vi er i nærkontakt med sceneriet og har fine fotomuligheder undervejs.
Glæd dig til endnu en smuk dag, hvor vi byder på frokost ved Bohinj-søen, der er en gletsjersø midt i Triglav Nationalpark.
Biavl er en stolt tradition i Slovenien, og på denne udflugt besøger vi den lokale biavler Erik Luznar. Her får vi et spændende indblik i livet som biavler, biernes fascinerende verden og den store betydning, biavlen har i Slovenien. Undervejs smager vi på forskellige honningtyper og andre lækre specialiteter fremstillet med honning. Herefter kører vi til den hyggelige by Radovljica, hvor vi går en lille tur i den historiske bymidte, inden vi nyder en dejlig frokost sammen.
Du kan sejle til øen Blejski otok og ringe med ønskeklokken ved kirken. Må det gerne gå lidt opad, kan du gå til Bled-slottet, men ellers tager det kun 5 min. i taxa. Der går også offentlig bus. Det gør der også til Ljubljana, hvis du vil nyde lidt mere af den dejlige by.
Få flere tips hos rejselederen og hør gerne nogle af de andre gæster, om I skal slå jer sammen på en udflugt. Hvis der er noget, Bella-gæster er gode til, er det at hygge og opleve sammen.
Vil du hellere slappe af? Find en solstol eller gå en tur i nabo-hotellets termiske bassiner. Og nyd det!
Når det er blevet tid til at sige farvel til Bled, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores lufthavnsguide og bussen, der kører dig tilbage til din kommune.
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 2 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.