Fra din valgte kommune kører vi med bus til lufthavnen, og du får hjælp med check-in af vores lufthavnsguide, hvis der er brug for det.
Flyet går direkte til Palma på Mallorca, hvor vores danske rejseleder venter i lufthavnen og kører med i bussen til Hotel Gran Playa i Ca’n Picafort. Køretiden er cirka 50 minutter.
Palma de Mallorca er øens flotte ”hovedstad”, og denne dag indsnuser vi lidt af den afslappede storbyatmosfære, byen er så kendt for. Vi kører en byrundtur, hvor rejselederen udpeger de forskellige seværdigheder og kvarterer.
Vi parkerer ved havnen og går så sammen mod den imponerende katedral, som vi også ser indefra. Herfra fortsætter vi til fods ad gader og stræder og gennem den smukke park l’Hort del Rei tilbage til bussen, inden vi kører ud af byen for at spise frokost. Gåturen i Palma er sammenlagt cirka 3 km.
Vi træder ind i hjertet af det nordlige Mallorca og oplever den charmerende by Pollença, hvor historie, kultur og mallorcinsk livsstil går hånd i hånd. Byen ligger smukt omgivet af Tramuntana-bjergene og byder på en stemning, der er både rolig, autentisk og levende.
Vi slentrer gennem de smalle brostensbelagte gader, forbi gamle stenhuse, små kunstgallerier og hyggelige caféer, hvor tiden synes at gå lidt langsommere. På Plaça Major, byens livlige torv, mærker man den lokale atmosfære, mens kirken Nostra Senyora dels Àngels danner en imponerende ramme om bylivet.
Et højdepunkt er den ikoniske Calvari-trappe med sine 365 trin. Turen op belønnes med en fantastisk udsigt over byen og det omkringliggende landskab – en oplevelse, man sent glemmer.
I dag skal vi ud på landet til en lille fredfyldt vingård. Her hører vi om stedets vinproduktion, besøger deres museum og smager selvfølgelig på vinene under frokosten, som er mallorcinske specialiteter skabt på friske, lokale råvarer.
Menuen kan f.eks. være oliven, tomatsalaten trampó, lufttørret skinke, ost, den mallorcinske vegetariske pizza coca og sobrasada, en krydret mallorcinsk pølse. Udvalget varierer lidt afhængig af årstiden. Glæd dig til en frokost i vidunderlige omgivelser og de charmerende værter Toni og hans mor Magdalena.
Du kan besøge vingårdens butik, før vi kører tilbage til hotellet først på eftermiddagen.
Denne dag skal vi besøge de imponerende grotter Cuevas del Drach (Dragegrotterne) en lille times kørsel fra hotellet. Grottesystemet 2400 meter langt og huser verdens største underjordiske sø – Martel søen, der er 177 meter lang.
Vi går en tur i grotten, hvor man gang på gang overraskes af de fantastiske formationer som det kalkholdige vand har skabt igennem årtusinder. Efter en god frokost i Porto Cristo, kører vi tilbage til hotellet.
Nyd den dejlige strand med det klare vand eller en solstol ved hotellets pool. Gå en tur ad Can Picaforts lange strandpromenade ned mod havnen – her er masser af restauranter og cafeer. Se på butikker i gaden, hvor hotellet ligger.
Tag på sejltur eller med de lokale busser til nærliggende byer som Artá blot 20 minutter væk. Eller udforsk naturområderne nord og syd for byen med bl.a. de arkæologiske udgravninger, den 2300 år gamle gravplads Necrópolis de Son Real.
Vores faste tekstforfatter – og ven af huset – Claus, har været med Bella Rejser til Ca’n Picafort i efteråret 2025. Læs Claus’ artikel med fridagstips her.
Når det er blevet tid til at sige farvel til Mallorca, kører vi i bus til lufthavnen og fortsætter med direkte fly til Danmark. Her venter vores bus på at køre dig tilbage til din kommune.
Vil du have et indtryk af, hvordan det er at være med? Læs vores rejse-dagbog med små historier, oplevelser og stemningsbilleder fra turen – skrevet af vores tekstforfatter Claus, som selv var med.
Læs dagbogen her.
OBS: der kan være sket ændringer i udflugtsprogrammet, efter dagbogen blev skrevet
Ret til ændringer forbeholdes.
Dagsprogram fremsendes ca. 3 uger før afrejse.
For yderligere information og bestilling – ring: 27313705 eller send en mail til: info@bellarejser.dk
Vigtigt: For at alle kan få det optimale ud af rejsen, kræver vi, at man som deltager er 100% selvhjulpen. Det vil bl.a. sige at man selv skal kunne håndtere sin kuffert, man skal kunne gå på trapper og i øvrigt kunne følge med på udflugternes gåture som ofte er på mellem 3 og 5 km. Vores rejseleder skal varetage hele gruppens behov, og kan desværre ikke hjælpe og assistere ved individuelle behov.
Du bliver hentet i bus et centralt sted i dit lokalområde og kørt til lufthavnen. Her er der hjælp til check-in og bagageaflevering, så du får en tryg start på rejsen.
Vi lægger stor vægt på fællesskabet. Du spiser sammen med gruppen, tager med på fælles udflugter og deler oplevelserne med andre seniorer fra dit lokalområde.
Fire spændende udflugter med dansk rejseleder er inkluderet. Du kommer tæt på områdets kultur, natur og historie – og har samtidig tid til at nyde ferien.
Hotel, måltider og udflugter er planlagt på forhånd, og din danske rejseleder følger gruppen under hele opholdet. Så kan du koncentrere dig om at nyde ferien.