Rejs trygt med jævnaldrende fra din egen kommune og få en skøn oplevelse, når vi tager jer med til det frodige og ualmindeligt smukke Costa Tropical i regionen Andalusien, der ligger i det sydlige Spanien.
Øst for Malaga, i hjertet af den tropiske kyst ligger den hyggelige, gamle by Almuñécar, der er vores base på turen. Byen er 3000 år gammel og har igennem tiderne været beboet af både romere, mauere og kristne. I dag kan man stadig se spor fra de forskellige folkeslag, som har haft hjemme i byen, heriblandt den mauriske borg, ”Castillo San Miguel”, som ligger i udkanten af den charmerende gamle bydel. Fra den smukke kyststrækning med caféer og restauranter træder man her ind i smalle gader med små solfyldte torve, som giver den autentiske spanske atmosfære, vi også er kommet for at nyde.
Det milde klima gør området perfekt til dyrkning af tropiske frugter og grøntsager – heraf navnet Costa Tropical. Vinteren har et mildt og tørt klima, mens sommeren er varm og solrig. Langs den charmerende tropiske kyst står appelsin-, avocado-, mango- og mandeltræer, for blot at nævne et lille udpluk af de træer, du vil støde på.
På vores tur til Costa Tropical skal vi bl.a. besøge Frigiliana, en af de smukke hvide byer i bjergene. Vi besøger også en spansk finca (frugtgård) hvor vi skal se og høre om alle de dejlige frugter, området er kendt for, og helt oppe ved foden af Sierra Nevada bjergene oplever vi hvordan man behandler og tørrer de populære spanske Serrano skinker. Ugens højdepunkt er utvivlsomt den helt unikke mauriske Alhambra borg i Granada, en arkitektonisk perle som vidner om Andalusiens brogede historie.
Se mere om hotellet, ugens program og datoer herunder.