”Jeg elsker Spaniens mangfoldighed” - Mød rejseleder Annelise
Snart 50 år i Spanien har givet Annelise en enorm viden. Det kommer der mange levende fortællinger ud af, når Bella Rejsers gæster besøger Catalonien. Mød Annelise her.
I 1978 drog den rolige sønderjyde, Annelise, til Mallorca for at arbejde for et dansk rejsebureau. Det skulle bare have været på kontoret, men sådan blev det ikke. Det skulle også bare have været for en periode, men sådan blev det heller ikke.
Annelise mødte Fernando, blev hængende i Spanien, stiftede familie og er nok mere spansk end dansk i dag. Men én gang sønderjyde, altid sønderjyde. Det klinger stadig, når hun taler, og hun udstråler en dejlig ro.
Nyder friheden som rejseleder
Rejsebureauet, Annelise var ansat i, havde mange gæster fra Tyskland. Da de jo gerne skulle have noget ud af udflugterne også, blev der spurgt, om en på kontoret mon kunne tysk?
Dér sad sønderjyden så med fingeren i vejret. Og dér blev Annelise rejseleder. Heldigvis, for det har Bella Rejsers gæster stor glæde af i dag.
”Det var meget sjovere end at sidde på kontor”, fortæller Annelise. ”Jeg nyder friheden ved at være rejseleder og komme ud, i stedet for at skulle sidde lukket inde fra morgen til aften”.
Man får også mange gode fortællinger fra gæsterne. Annelise har haft gæster, der rejste ud som singler og tog hjem som par. Og en dame på 85 fortalte, at hun aldrig havde aldrig troet, hun skulle danse igen, men hun var endt på dansegulvet med hele holdet på Gran Canaria.
Fra grisefest til moderne tider
Spaniens diktator Franco var død få år før, Annelise ankom. Det var et Spanien i forandring, men det mærkede man som dansk turist ikke meget til.
”Den tids rejser handlede om sol, sommer, sangria og grisefester”, siger Annelise. ”Jeg var nok også selv for ung til at forstå det, og omvæltningen gik meget hurtigt”.
Springer vi frem til Spanien i de seneste år, har Annelises liv i Barcelona været præget af risikoen for omvæltninger med Cataloniens separatistbevægelse.
Annelise kommer med flere levende og også meget personlige fortællinger på turene, så vi får et spændende og givende indblik.
”5.900 store virksomheder flyttede deres hovedkontor væk fra Catalonien af frygt for, at separatisterne lykkedes, men i dag er der heldigvis kommet ro på”, fortæller hun, og man mærker lettelsen.
Spaniens skønne mangfoldighed
Spørger man Annelise, hvad det er, der har holdt hende i Spanien i alle de år, er det selvfølgelig familien, men også Spanien selv.
”Spanien er ikke bare Spanien. De 17 regioner er som 17 lande med forskellige sprog, byggestile, natur og traditioner”, siger Annelise. Begejstringen er stor, når hun fortæller om maden i det grønne Baskerland, rytmen i Andalusien, Astorias bjerge, højslettens kongebyer, Middelhavsklimaet og meget mere.
Den gode stemning
På en grupperejse er det vigtigt, at gruppen fungerer socialt. Annelise synes, at det som regel fungerer helt af sig selv, men hun gør meget for, at gruppen sidder sammen og spiser sammen.
”At være sammen om oplevelserne er jo en vigtig del af konceptet hos Bella Rejser”, fortæller hun. ”Det er min opgave, at alle får en god rejse. Ikke to grupper er ens. Jeg kan mærke gruppens stemning allerede i lufthavnen”, fortæller Annelise, der også her trækker på sin store erfaring.
Vore tiders fokus på masseturisme er blevet en udfordring. I Barcelonas centrum må man f.eks. ikke lave sightseeing til fods for grupper på mere end 20 personer. Man er også meget afhængig af de tidspunkter, man får tildelt ved de store attraktioner.
”Det påvirker programmet, og som rejseleder skal man hele tiden være klar til at tilpasse sig og få gruppen med, så den gode stemning er intakt”, siger hun.
Annelise er god til at guide gruppen, så vi får alle oplevelserne med, og hun sørger for, at der f.eks. altid er plads til de lokale på fortovet, så vi bliver mødt med smil.
I gruppen tales der om, hvor meget Annelise ved, og hvordan hun finder en god balance i fortællingerne i bussen, så vi også har tid til at hvile ørerne og hyggesnakke sammen. Man må aldrig glemme hyggen med Bella Rejser.
Bella Rejser er noget særligt
For Annelise giver Bella Rejsers koncept en særlig stemning. Mange viser sig at kende hinanden fra lokalområdet, hvor rejsen startede, og nogle viser sig at have fælles bekendte. Mange har rejst med Bella Rejser før og kender derfor rejselederne fra andre rejser.
”Hos Bella Rejser er der styr på alt på rejsedagene. Så snart gruppen er tjekket ind i lufthavnen i Danmark, får jeg besked fra lufthavnsguiden, om alle er med, og om der er særlige ting at tage højde for”, fortæller Annelise, der omvendt kontakter lufthavnsguiden ved hjemrejsen, straks gruppen er tjekket ind på rejsemålet.
”En dag, når jeg bliver pensionist, kunne jeg da godt tænke mig selv at rejse med Bella Rejser f.eks. til Grækenland”, siger Annelise.
Vi håber ikke, du går på pension lige nu!
Duften af korn og syrener
Annelise kommer aldrig til at bo i Danmark igen. ”Hjemme” er i Spanien, men hun er da i fødelandet en sjælden gang i ny og næ.
”Jeg husker, da vi tog færgen fra Als til Ærø en sommerdag. Man kunne dufte kornmarkerne. Syrenerne var desværre væk. Hvis du spørger mig, hvad jeg savner mest, et det duften af syrener. Den finder du ikke i Spanien”, fortæller Annelise drømmene.
Ja, dufte skaber minder. Præcis, som når duften af stegte sardiner og dampende paella bringer mig tilbage til Catalonien.
Tak for turen og tak for snakken, Annelise.